“Jeg vil ikke afsted til Rom.
Jeg passer sikkert ikke ind mellem alle de smukke frigjorte tantramennesker, som sikkert kommer på workshoppen.
Pis mand.. Jeg aner ikke, hvad jeg egentlig har signet op til. Og så midt ude i ingenting 40 kilometer væk fra Rom.
No way to escape.”

Det var mine tanker, som kom besøg i morges.

Da jeg ankom til Rom blev det til: “Shit, jeg vil ikke være her. Jeg mærker savn, tomhed, jeg vil græde og føler for at isolere mig”

Det er ret skægt at observere mig selv.
For det er som om, jeg får hukommelsestab mellem hver rejse, jeg er på for mig selv – for det er de samme tanker, som dukker op Hver. Eneste. Gang. jeg er ude.

Det er så healende at være der. Og turde at være i det. Ikke fylde det ud – for jeg tror på, at det er en illusion, om at der skulle være et tomrum.

Det er ukendt og kan være ubehageligt. Men når der samtidig er en hell fåkker yes følelse tilknyttet under overfladen ❤ så er det healende for især vores solar plexus.
At være en smule uden 100% tryghed – uden syggo planlægningskontrol af alle omstændigheder.

Men finde trygheden i os selv. OG udvide kapaciteten i vores nervesystem for, hvor meget følelsesmæssig storhed, vi kan indeholde ❤

Og jeg må også erkende, at jeg IKKE er mine tanker og følelser. Det er fornemmelser, som er på besøg. De definerer mig ikke nødvendigvis. Alt er foranderligt. Intet er konstant.

Lots of love
Camille ❤