Jeg er ikke bange for, at Vincent vil blive sur på mig, for de valg jeg træffer.
Jeg er nærmere bange for, at han ikke bliver sur nok.

For det er for mig et godt tegn, at han tør udtrykke sig.
At han føler sig tryg til at være med sine følelser.
Dele sit autentiske udtryk uden frygt for at blive dømt, shamet eller afvist.

Ikke føle behov for at tage ansvar for mig og min glæde.
For hvis der er noget, jeg har gjort som barn, så er det at have taget ansvar for mine forældres glæde. Sørge for ikke at gøre dem kede af det.
Og jeg mærker det stadig i visse situationer.

Men i dag er jeg en voksen kvinde. Jeg tager ansvar for mig.

Og dét gik op for mig på workshoppen i Italien, at dette også er en løsrivelsesproces. Meget dybere end “at stå på egne ben og klare sig selv materielt og tage ansvar”

Hvad er mit, hvad er mine forældres energetiske mønster. Stoppe op og ikke lade denne energi flyde videre til min egen søn.
Og samtidig bevare et åbent hjerte ❤

Lots of love
Camille ❤