Jeg havde i en del år meget svært ved at forstå, hvorfor jeg synes, det var så ultra fucking svært at være skilsmissebarn.
For der skete som sådan ikke noget forfærdeligt eller kæmpe store traumatiske events, når jeg var hjemme hos min far.

Og da jeg som voksen valgte at tage en snak med mine forældre om denne tid, i håb om at give mere slip, så følte jeg mig ærlig talt ret åndssvag. For det var svært at sætte fingeren på noget bestemt.
Det var en kulmination af indestængte følelser over flere år, som havde lyst til at eksplodere. “Jamen du sagde aldrig noget? Du viste ikke nogen tegn på at noget var galt? Når vi spurgte dig, sagde du alt var fint”

I dag ser jeg så meget sammenhængen efter mit dybe arbejde med traumer – både de store begivenheder, MEN også dét, som hedder udviklingstraumer.

Når vi gør alt som barn for at tilpasse os vores omgivelser.
..lukker ned for sider af os selv, fordi modtagelsen ikke vækker begejstring.
Fordi det i bund og grund IKKE føles sikkert at åbne op for vores autentiske udtryk som at græde, være vred, udtrykke vores behov eller blot vise dem ❤

For mit eget vedkommende fandt jeg det derfor mere trygt at udtrykke min gråd, sluge den, være den gode pige ved at gøre, som der blev sagt.
Jeg brugte tid på at rydde op for min halvstorebror, for at kunne få mit frirum.
Jeg tog sjælden kontakt til min far i disse weekender, for jeg var bange for at gøre ham vred. Så jeg var i mange år bange for vrede hos mænd af denne grund, tror jeg.

Strategier som børn er pisse gode til at udvikle i forsvar om afvisning ❤
Men det stopper sjældent ved at vi blot vokser op! For lukker vi ned for sider af os selv, gemmer vores følelser, så downloades det som et dybt mønster i alle vores celler.

Og det nytter altså ikke, at vi slår os selv oven i hovedet og forventer, at vi ændrer os blot ved at træffe en beslutning om det fra den ene dag til den anden.

Disse udviklingstraumer og sider vi har lukket ned for, kan vi godt åbne op for igen med Breathwork ❤
Og jeg elsker at holde spacet for dig, så du kan slippe disse gamle forsvarsmekanismer til at kunne leve FRIT fra din essens

For det er IKKE dig i din essens – det er tillært og kan aflæres
Og derfor er det så vigtigt, at vi tillader vores børn at give plads til deres autentiske udtryk
..uden vi skal glemme os selv i processen som forældre blot for at være anerkendende i vores relation til vores børn.

Lots of love
Camille ❤