Jeg mærkede en åbning i energien, så snart sessionen gik i gang. Allerede på de første vejrtrækninger var jeg meget let til tårer.
Følte mig som et lille forladt barn. Og fik lyst til at række ud efter nogen.
Åbnede øjnene for at lede efter en spaceholder og vinker én hen til min madras. “I need somebody with me to go trough this,” sagde jeg til hende, mens jeg kigger hende i øjnene og tager hendes hænder.

Jeg mærker ingen resonans med hende what so ever.
Så jeg slipper hende og går ind i mit eget space igen på madrassen.
Hvilket får mig til at føle mig forladt, frustreret, som et offer – “så kan det hele også bare være ligemeget – ingen gider mig selvom jeg ligger her og græder og skriger”

Jeg går fuldstændig ind i disse følelser. Græder på fulde drøn og må minde mig selv om at trække vejret for ikke at sidde fast i det.
Selvom jeg har lyst til at kollapse rent fysisk. Ikke trække vejret.

Pludselig mærker jeg en selvsikker hånd ae mig på ryggen. Og føler mig så holdt. En moderlig kærlighed fylder min krop.

Det giver mig den vildeste styrke og forløsning til igen at trække vejret dybt ❤
Jeg mærker det i benene og VIL bare op og stå! Trække vejret ind til livet. Poweren. “I am enough,” siger jeg til Dwari, som holder mig i dette.

Føler mig holdt af min indre ressource. Som universets moder. Feminint flow i mine hofter. Og selvaccept til at opfylde mine behov skyller ind over mig, mens jeg står op ❤ “You looked like a little baby, when you first woke up,” sagde én af de andre på workshoppen.

Oh fuck yeah! Jeg følte mig også fornyet efter sessionen!, i balance mellem min feminintet på en stærk måde, et åbent hjerte og smuk sårbarhed med dyb kropslig ro.

Lots of love
Camille ❤